Få mere overskud og energi – lær at bede om hjælp i stedet for at tro, du skal kunne alting selv.

Nogle gange er det ligetil – eller måske endda nemmest – at klare tingene selv. Men indimellem er det en god idé at bede om hjælp. Faktisk kan det give os mere overskud og energi!

Jeg har tit haft svært ved at bede om hjælp. Jeg har haft en tendens til at synes, at jeg burde være i stand til at klare alting selv. At det ville være pinligt at bede om hjælp, for så ville jeg jo afsløre, at jeg ikke havde ”styr på tingene”.

Jeg kæmpede med tingene selv, hvilket tit tog længere tid og ofte gjorde mig træt og demotiveret undervejs. Undertiden havde jeg selvfølgelig anledning til at føle mig stolt af mig selv, når jeg lykkedes alligevel. Men i dag kan jeg se, at en del ting kunne have være gjort hurtigere og nemmere, hvis jeg bare havde bidt stoltheden i mig og havde bedt om hjælp fra starten.

Et godt eksempel er mit nyhedsbrev. Faktisk har jeg haft planer om at skrive nyhedsbrev i lang tid. Men som du måske også selv har erfaret, så er ”planer” ikke det samme som ”action”!

Problemet var, at det ikke er nok at skrive et nyhedsbrev. Man skal også have et nyhedsbrevsprogram – og forstå hvordan, det virker. Og dér kunne jeg pludselig mærke, at jeg følte mig helt blank – og energiniveauet sank.

Jeg var så heldig, at en god ven tilbød at hjælpe mig med programmet, og det var jo skønt. Jeg sagde ”tak” og ”jeg vender lige tilbage” – og så gjorde jeg ikke mere. Jeg syntes jo inderst inde, at det var lidt pinligt, at jeg skulle have hjælp, og at min ven skulle se, hvor ”håbløs” jeg var.

Indtil en dag det gik op for mig, at jeg helt irrationelt undlod at udsende mit nyhedsbrev, fordi jeg ikke ville bede om hjælp! Måske behøvede jeg ikke at være den fødte ekspert i nyhedsbrevsprogrammer?

Så fik jeg i en fart sagt ja tak til hjælp, og min gode ven og kollega, Kim, fik hjulpet mig i gang med MailChimp, som programmet hedder. Det sparede mig mange timers (hvis ikke dages) arbejde, og det var en fantastisk følelse, da jeg sendte mit første nyhedsbrev afsted!

Kim er også effektivitetsekspert og er helt eminent, når det kommer til at effektivisere indboksen, lave smarte systemer i Outlook og den slags. (Du finder ham her: www.kimhornung.dk . )

Har du også noget, du går og skubber foran dig, fordi du ikke kan lide at bede om hjælp?

Så prøv at tænke over, hvor meget energi det ville give dig at komme videre med dit problem. Ring til en ven – eller en kollega! Hvad er det værste, der kan ske?

Måske går du endda selv rundt og hjælper andre med deres problemer og synes, at de er helt normale og ok?

PS: Vil du gerne have en ”professionel ven” til at hjælpe dig med at komme ud over rampen, få styr på din tid og få mere overskud og energi? Så kontakt mig på bka@barbarakandersen.com.

Det er ikke pinligt at bede om hjælp – jo før, du kommer i gang, jo hurtigere vil du få glæde af dit nye liv.